Glendale, Los Angeles - San Luis Obispo

Efter nogle dage i Los Angeles var det blevet tid til atter at fortsœtte turen. Vi pakkede derfor bagagen sammen og kom den i bilerne. Vi kørte fra motellet omkring kl. 9, og første stop var Malibu Beach, der efter sigende skulle vœre den rigtige Baywartch-strand. Astrid og Sidsel havde egentlig planer om at komme i vandet, men det viste sig at vœre noget beskidt, der hvor vi var, så det droppede de igen. Til gengœld optog vi en lille film med dem og Baywatch-temaet.

Vi fik lidt formiddagskaffe inden vi kørte videre mod Solvang, der blev grundlagt for snart 100 år siden af danskere, der tog hertil for at undgå de kolde vintre i midtvesten. I dag er byen en turistby, og den har ikke meget med Danmark at gøre. Der er nogle butikker, der sælger danske varer og et par "danske" bagerier, og man købe masser af souveniers, men byen ser ikke dansk ud, og det vil sikkert være svært at finde et sted i Danmark, der ligner Solvang.

Derefter kørte vi videre mod vores motel i San Luis Obispo, hvor vi ankom omkring kl. 17. Vi fik aftensmad omkring kl. 19, hvorefter Sidsel, Malte og Ulrik benyttede sig af den ganske lille pool. Efter aftenhyggen gik vi i seng omkring kl. 22.

Anden dag i Los Angeles

Denne dag skulle også bruges på at opleve Los Angeles, men vi havde lidt forskellige opfattelser af hvordan, så vi delte os op, således at Astrid, Sidsel, Malte og Ulrik tog ind i Universal Studios, mens vi andre kiggede lidt mere på byen.
Da Bjarne kørte de andre ud til Universal Studios, kom vi først af sted kl. 9.30, da han var tilbage. Vi startede med at køre ud til Beverly Hills, hvor vi kørte lidt rundt - bare for at kunne sige, at vi havde været der.

Vi kørte derefter ind til Rodeo Drive, hvor vi parkerede - dvs. vi skulle ikke selv parkere bilen, for det blev gjort for os - det var lidt sjovt at prøve. Der ligger en del forretninger på Rodeo Drive, men i de fleste var der ingen kunder at betjene for de to-tre ansatte hvert sted, hvilket formentlig skyldes, at forretningerne er meget dyre. Det virker helt tosset! Inden vi hentede bilen igen, spiste vi frokost på en lille cafe, hvorefter vi kørte en tur rundt i Bel-Air. Vi så en del store huse, men vi mødte ikke nogen af de kendte, der skulle bo her.

Derefter kørte vi ind til centrum, da mor og Kirsten gerne ville i Macy's. Vi var lige ved at tro, der var noget galt, da de var fœrdige med at shoppe før, vi havde aftalt at mødes! Da vi skulle hente de andre i Universal Studios kl. 17, kunne vi lige nå en kop kaffe på en cafe, inden vi kørte. Trafikken på interstaten stod nœsten stille, så vi kørte gennem byen i stedet, selvom det er en lœngere tur. Inden vi kørte tilbage til motellet, var vi atter en tur i mall'en for at shoppe og handle ind til aftensmad. Om aftenen gik nogle i poolen, og ellers slappede vi af med kaffe på vœrelset, inden vi gik i seng.

Første dag i Los Angeles

Der var ikke morgenmad på motellet, så den måtte vi selv sørge for i dag. For en gangs skyld skulle vi ikke pakke bagagen i bilerne, så vi var klar til at køre ind til centrum kl. 8.30. Vi parkerede bilerne på Vine Street - tæt på Hollywood Boulevard, hvor navnene på de mange stjerner inden for film, tv, musik, teater og radio kan ses på Walk of Fame. Man går hele tiden og kigger efter kendte navne der, så man ser ikke så meget andet. Ud på formiddagen gik vi på Starbucks, hvor vi fik kaffe og chokolade i både varme og kolde udgaver.

Vi fortsatte hen ad Sunset Boulevard, og vi havde lige afleveret vores tasker på vejen ind i en musikbutik, da gulvet begyndte først at gynge og derefter ryste, så det bulede. Væggene rystede, og man kunne høre cd-etuierne klapre mod hinanden og falde på gulvet. Det bragede højt, og jeg troede, det var en lastbil, der kørte forbi udenfor. De andre kunder i butikken styrtede mod udgangen, fik deres tasker og løb udenfor. Der gik faktisk lang tid, før det gik op for mig, hvad der var sket: Vi havde oplevet et jordskælv. Vi stod udenfor butikken et stykke tid og snakkede om, hvad der var sket og hvad vi skulle gøre. Vi gik videre ned ad gaden, og mange steder kunne vi se mennesker, der var gået udenfor de bygninger, de havde opholdt sig i under jordskælvet. Vi så bl.a. et stort antal bygningsarbejdere, der stod neden for den fleretagers bygning, de var ved at bygge. Vi fandt senere ud af, at jordskælvet havde en styrke på 5,4 på Richterskalaen, og at epicentret lå ca. 50 km fra Los Angeles.
Derefter ville vi have været henne ved et shoppingområde, hvor de rige og de kendte shopper, og vi gik egentlig et pænt stykke, men der var længere at gå, end vi havde regnet med, så det endte med, at vi tog en bus tilbage til bilerne.
Når man nu er i Hollywood, så skal man selvfølgelig også have et billede af Hollywood-skiltet, og vi var ikke anderledes. Vi kørte derfor ind ad forskellige veje for at se, hvor vi kunne få det bedste billede, og det viste sig at være på Beachwood Drive. Bagefter kørte vi tilbage til motellet, hvor vi fik aftensmad. Om aftenen var vi en tur i poolen - det var rart at blive skyllet efter dagens anstrengelser.

Las Vegas - Glendale, Los Angeles

På Imperial Palace er der en udstilling af biler, som far gerne ville se, når vi nu var der, og da han ikke kunne nå det i går, skulle det vœre denne formiddag i stedet. Vi kom netop op til udstillingen, da den åbnede kl. 9.30, og mens far og jeg gik rundt og kiggede en times tid, gik mor en tur i Caesars Palace. Kl. 10.45 pakkede vi de få ting, vi havde taget med ind på hotellet, sammen og kørte mod Los Angeles. Det er en tur på godt 500 km, og trafikken var noget tættere, end vi havde været vant til andre steder, men det gik nu ganske fint alligevel. Vejret var også godt, og vi kunne se på temperaturmåleren i bilen, at temperaturen faldt efterhånden som vi nærmere os Los Angeles. Vi havde kun et enkelt stop undervejs for at spise frokost, så vi var fremme ved Days Inn motellet kl. 15.40. Familien Kyneb dukkede op omkring kl. 18, så vi spiste aftensmad, mens vi ventede på dem. Om aftenen gik nogle af os hen i den nærliggende Glendale Galleria - en mall med omkring 220 butikker. Vi hyggede os med kaffe, da vi kom tilbage til motellet igen, og ved 23-tiden gik vi i seng.

Kingman - Las Vegas

Allerede i går aftalte vi, at vi også i dag ville køre hver for sig, da far gerne ville se Route 66 museet i Kingman, mens familien Kyneb ville køre til Las Vegas. Vi var forbi museet i går kort før lukketid og fandt ud af, at det åbnede kl. 8.00, så vi sørgede for at blive tidligt klar til afgang. Vi var henne ved museet lidt over otte, men desvœrre viste det sig, at det først åbnede kl. 9. Vi gik derfor en lille tur for at få tiden til at gå, og vi kiggede bl.a. på et gammelt Santa Fe lokomotiv, der er udstillet tœt ved museet. Vi brugte kun en lille time på museet, og efter at far havde kigget lidt på gamle biler, kørte vi videre mod Las Vegas.

Undervejs besøgte vi Hoover Dam, der er bygget på Colorado River og ligger midt mellem Arizona og Nevada. Der er mulighed for at komme ind i selve dæmningen og se turbinerne, der producerer strøm, men vi nøjedes med at se dæmningen udefra og museet, der fortæller om bygningen og funktionen af den. Det var spændende at se Hoover Dam - størrelsen er meget imponerende. Inden vi kørte til Las Vegas, spiste vi frokost på parkeringspladsen ved Hoover Dam.

Undervejs til Las Vegas nåede termometret i bilen op på 42°C, så det var helt lunt, da vi nåede frem til vores hotel - Imperial Palace, der ligger på The Strip - hovedgaden med hoteller og kasinoer. Det var noget ganske andet end motellerne, vi efterhånden var blevet vant til. Vi parkerede bilen i det tilhørende parkeringshus og gik ind for at checke ind. Dette viste sig været en længere affære - for det første stod vi kø i ca. en time, og da vi endelig kom hen til check-in-skranken, kunne vi ikke få lov til at checke ind, da værelserne var reserveret og betalt i Bjarnes navn. Familien Kyneb nåede heldigvis frem til hotellet på dette tidspunkt, så vi fik checket ind. Værelserne ville dog først være klar mellem kl. 16 og 18, så dette måtte vi vente mindst én time på.
Ventetiden benyttede vi til at besøge indkøbscentret Caesars Palace, der ligger lige over for hotellet. Det er bygget op over et romersk tema, så loftet over gaderne mellem forretningerne er malet som en himmel, og hver forretning har en facade, som en romersk by kunne have set ud.

Vi startede med at sætte os på en restaurant inde i centret, og det føltes virkelig som om man sad på en italiensk fortovsrestaurant. Derefter gik vi rundt i centret, der mest huser dyre mærkevareforretninger med tøj, smykker og parfume. Vi mødte dog også en romersk soldat sammen med Cæsar og Kleopatra!

Herefter gik vi tilbage til hotellet for at få udleveret nøglerne til værelserne, hvilket vi igen måtte bruge næsten 10 min. på. Værelserne var ellers ganske fine - vi boede på 7. etage, så vi skulle op med en elevator, hvilket kunne tage lidt tid, da der var mange andre, der også skulle med. Hotellet er i øvrigt bygget sammen med et kæmpestort kasino med alverdens spillemaskiner, som giver et enerverende højt støjniveau.
Vi spiste aftensmad i hotellets restaurant, hvor der var buffet, og der var rigtig meget at vælge i mellem, så vi var godt fyldte, da vi gik derfra! Det var efterhånden blevet mørkt, så vi gik en tur ud i natten for at se på lysene og på byen. Selv på denne tid af døgnet var der fuld gang i byen. Lysreklamerne blinker overalt, larmen fra kasinoerne kan høres, når man går forbi, og bilerne på gaden drøner forbi. Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 23, hvor vi gik i seng.

Sout Rim, Grand Canyon Nat. Park - Kingman

Vi skulle tidligt afsted i dag, da det første, vi skulle nå, var en helikoptertur over Grand Canyon. Vi stod derfor op kl. 6.30, så vi kunne have bilerne pakket og vœre klar til at tage afsted kl. 8.50. Vi skulle kun køre ca. 10 km for at komme ud til lufthavnen, så vi var fremme allerede lidt over ni. Vi havde på forhånd bestilt den tre kvarter lange Imperial Tour, men pga. dårligt vejr var denne aflyst, så vi valgte en anden og lidt kortere tur i stedet. Inden vi kunne komme afsted, skulle vi vejes, så vi kunne blive fordelt i de to helikoptere, vi skulle flyve med. Kirsten, Bjarne og Ulrilk kom med den ene maskine, mens vi andre indtog alle seks pladser i den anden. Der blev selvfølgelig taget billeder af os inden, vi skulle afsted, som vi kunne købe efter turen. Selv på afstand var der meget støj fra helikopterne, og det blev absolut ikke bedre, da vi kom på plads. Heldigvis var der hovedtelefoner til alle, hvor der blev spillet god musik og kommentarer om det, vi så. Der var ikke meget plads i helikopteren, og den ekstra trøje, vi havde taget med for at holde varmen, var ikke nødvendig - der var en god temperatur indendøre. Vi fløj først hen over en del skov, og det virkede ikke som om, vi fløj sœrligt højt - omkring 50 meter. Vi fortsatte derefter ud over "kanten" til selve Grand Canyon, hvor der pludselig var langt ned til bunden! Turen varede en halv time, og vi var alle enige om, at det havde været en rigtig flot oplevelse.

Vi kørte derefter tilbage til Williams, hvor vi spiste frokost og gik en lille tur i byen, der til en vis grad er præget af at Route 66 i sin tid gik igennem byen. Vi besluttede herefter at køre hver for sig, da der stadig var en del af den gamle Route 66, som far gerne ville se. Vi fulgte derfor Route 66 til Kingman, hvor vi skulle overnatte på et Days Inn motel.

Vi var fremme omkring kl. 17.15 og fik bagagen slæbt ind på værelset. Om aftenen var vi alle på nær far en tur i poolen og spaen. Vandet var lidt koldt at komme i, så det var rart at komme i den varme spa derefter. Resten af aftenen hyggede vi os med at se lidt billeder og film fra dagens oplevelser.

Holbrook - South Rim, Grand Canyon Nat. Park

Natten forløb udmœrket - vi sov fint i vores wigwam, og vi hørte heller ikke meget til de mange godstog, der kørte forbi. Vi havde aftalt at køre hver for sig i dag, da det var forskellige ting, vi gerne ville se, så vi kørte fra Holbrook kl. 9, da vi var fœrdige med morgenmaden og havde pakket.

Far ville gerne prøve at køre langs den tilbagevœrende del af Route 66, så vi fik set nogle af de byer, som vejen gik i gennem. Undervejs besøgte vi meteorkrateret vest for Winslow, der er opstået for 50000 år siden, da en meteor ramte jorden. Krateret er enormt stort - omkring 1500 meter i diameter - og det meget imponerende at opleve. Det var en af de ting, jeg havde set frem til at se, og det skuffede ikke. Udover selve krateret var der også et ganske fint museum, som fortalte om selve krateret og om, hvordan den slags kratere opstår.

Vi kørte herefter videre til Flagstaff, hvor vi var en kort tur i Flagstaff Mall, og derefter fortsatte vi mod Maswik Lodge ved South Rim i Grand Canyon National Park, hvor vi skulle overnatte. Vi ankom til de lejede hytter kl. 18.30 og fik aftensmad efter at bilerne var tømt. Efter lidt aftenhygge gik vi i seng.

Kayenta - Holbrook

Kayenta ligger i Navajo-provinsen, og i denne del af Arizona anvendes sommertid, og i følge denne tidsregning stod vi op kl. 6.30. Der var en udmœrket morgenmad på motellet og efter at have nydt den, pakkede vi bilerne. Vi havde planlagt at se Monument Valley, der har lagt baggrund til diverse westerns. Der er både mulighed for at få en guidet tur og for selv at køre de 17 miles i området. Den guidede tur tager ca. tre timer, hvor man ser hele Monument Valley, men det, syntes vi, var for lang tid, så vi valgte at køre selv. Vejene udgøres af jordveje, der på sine steder er meget bumpede at køre på, og af den årsag kørte vi kun en kort tur mellem de mange fritstående klipper.

Efter besøget i Monument Valley fortsatte vi mod vores overnatningssted i Holbrook. Det meste af turen gik gennem Navajo-indianerreservatet, der mange steder ser usselt og beskidt ud. Herefter kørte vi gennem Petrified Forrest National Park, der egentlig består af både Painted Desert og Petrified Forrest. Som navnene antyder, drejer det sig om et ørkenlandskab, der fra naturens side er farvet i røde, hvide og gule nuancer, samt et område, der har de fleste forstenede træer i verden.

Omkring kl. 17.30 ankom vi til Holbrook, hvor vi havde lejet værelser på WigWam Motel, hvor værelserne udefra ligner indianernes wigwams. Indefra er værelserne dog helt almindelige, men knap så store, som vi har oplevet andre steder. Mor, far og jeg ankom omkring en halv time før familien Kyneb, så vi havde spist aftensmad, da de ankom. De var blevet lidt trætte af vores medbragte brød og pålæg, så de tog på restaurant i stedet. Vi sad og hyggede os i vores wigwam om aftenen, men vi var trætte, så vi gik i seng omkring kl. 21.30.

North Rim, Grand Canyon Nat. Park - Kayenta

Ligesom solnedgangen over Grand Canyon er flot, skulle solopgangen også vœre det, så Bjarne, Astrid og Malte gik ned for at kigge på den allerede kl. 5.30. Vi andre stod først op på det tidspunkt - det lyder måske tidligt, men da vi først stillede urene en time tilbage i går pga. den manglende anvendelse af sommertid i Arizona, føltes det ikke så tidligt. Vi måtte igen selv sørge for morgenmaden, og derefter pakkede vi bagagen i bilerne.
Inden vi forlod Grand Canyon National Park, kørte vi ud til et udsigtspunkt kaldet Point Imperial, der er det højeste punkt på North Rim. På dette punkt var der også en fantastisk udsigt over Grand Canyon, som vi fik foreviget digitalt.

Vi fortsatte derefter turen ud af parken og kørte mod Kayenta. Det var et noget anderledes landskab, vi kom i gennem undervejs - der var meget goldt, og udover græstotter var der kun få buske og træer spredt ud over området. Der er også meget øde, hvilket sikkert skyldes landskabets udformning, og der er langt mellem samlinger af nogle enkelte huse eller små byer. Termometret i bilen viste en udendørstemperatur på omkring 35°C, hvilket nok også har betydning for landskabet og befolkningstætheden.
Langs hele ruten stod der et utal af indianerkvinder ved vejen og solgte smykker af forskellig art, og vi måtte da stoppe et par steder, for at Kirsten kunne få lysten styret! Vi passerede også Colorado River et par gange - både ved Navajo Bridge og ved Page, hvor vi spiste frokost ved dæmningen ved vandkraftværket.

Omkring 40 km før vi nåede Page, måtte vi holde stille i ca. 25 min. pga. vejarbejde. Da vi sad og ventede på at komme videre, talte vi om at amerikanerne har et lidt underligt forhold til arbejdsressourcer: Ved vejarbejdet stod en kvinde med skilt, hvor der på den ene side stod ”Stop” og på den anden ”Slow”, og hendes opgave var at holde og vende skiltet, når vi skulle køre. Det er da ikke en opgave, man kan sætte et menneske til at udføre hver dag!
Efter frokosten i Page fortsatte vi mod Kayenta, hvor vi var fremme ved vores Best Western Motel kl. 16. Vi spiste aftensmad efter at have tømt bilerne, derefter var nogle af os ude at handle ind til de næste par dage. Om aftenen hyggede vi os med kaffe og vandmelon, og omkring kl. 22 gik vi i seng.

Springdale - North Rim, Grand Canyon Nat. Park

Det første, der skulle ske i dag, var et besøg i Zion National Park. Selvom vi boede lige ved siden af parken, stod vi alligevel op kl. 6.30, så vi kunne komme tidligt afsted og dermed slippe for alt for mange mennesker og alt for megen varme. Der var en ganske god morgenmad på motellet, som vi benyttede os af, og derefter pakkede vi vores tasker i bilen. Vi skulle godt nok køre med shuttle bus rundt i parken og kunne derfor lade bilerne stå ved motellet, men vi var ikke sikre på, vi ville vœre tilbage inden check out, så vi pakkede bilerne allerede efter morgenmad.
Omkring kl. 8.30 tog vi så med bus ind i nationalparken, og det første stop vi gjorde, var ved Court of the Patriarchs, der egentlig blot giver en god udsigt til tre klipper. Vi tog derefter bussen videre til Weeping Rock, og som navnet antyder, er det vand, der løber ned gennem en porøs del af klippen og derefter ned langs klippevæggen. På dette sted kan man gå ind under en klippe, hvor vandet drypper ned som et tœppe foran èn. Da vi endnu ikke havde nået enden af Zion, besluttede vi at tage bussen derud og så bare køre med tilbage igen. Vi stod af ved Zion Lodge, hvor vi fik frokost, som vi købte der.

Derefter kørte vi med bussen tilbage til bilerne ved motellet og fortsatte mod Grand Canyon National Park i Arizona. Vi havde lejet to hytter ved Grand Canyon Lodge, der ligger tæt ved Grand Canyon, og vi ankom kl. 17. Faktisk var klokken kun 16, da der ikke anvendes sommertid i Grand Canyon National Park. Vi var sultne, så vi spiste aftensmad i vores hytte, efter vi havde tømt bilerne for bagage.
Bagefter gik vi en lille tur, så vi kunne se udover Grand Canyon - der er en rigtig flot udsigt.

Ved solnedgang var vi atter ude at kigge, og udsigten var mindst lige så flot som tidligere på dagen. Derefter gik vi tilbage til hytterne, hvor vi sad og hyggede os med kaffe, småkager og chips, indtil vi gik i seng.

Beaver - Springdale, Zion National Park

I dag blev vi som sædvanligt vækket af mobilen kl. 6.30, og efter et bad spiste vi morgenmad i lobbyen - den var jo gratis! Vi havde aftalt at køre fra motellet allerede kl. 8, da vi så ville være i Bryce Canyon i god tid, så vi fik hurtigt bilerne pakket efter morgenmaden.

Vi var fremme ved nationalparken kl. 9.30 - der er mulighed for at køre gratis med en shuttle bus i parken, men vi blev enige om at køre i bilerne i stedet, da vi så havde vand og mad med og slap for at vente på bussen. I Bryce Canyon har erosion og frostsprængninger skabt et landskab af bjergpiller, der kan ses fra forskellige udsigtspunkter. Vi besøgte tre punkter, hvorfra der der er nogle fantastiske udsigter ud over Bryce Canyon.

Vi spiste vores medbragte frokost i parken sammen med en del egern, der samlede det, vi tabte, op. På vej ud af Bryce Canyon var vi på shopping i souvenirbutikken - mor og Kirsten kan ikke gå forbi sådan én!

Vi fortsatte derefter turen mod Springdale lige uden for Zion National Park, hvor vi havde reserveret motelværelser. Faktisk kørte vi gennem nationalparken for at komme frem til motellet, og det var en rigtig spændende tur. Man kører meget tœt på klipperne, ind gennem mørke tunneler, og ad snoede veje - jeg følte det nœsten som om, vi kørte inde under klipperne. Selvom turen var ret kort, så tog det alligevel noget tid at køre fra Bryce Canyon til Zion - vejene i Zion hverken kan eller må man køre sœrligt hurtigt på - så vi var fremme ved motellet kl. 16.30. Vi har fået nogle gode store vœrelser, og der er faktisk udsigt til bjergene i Zion. Astrid og Sidsel har fået et vœrelse med en king size bed, så vi blev enige om at spise aftensmad hos dem. Da vi havde aftalt at komme tidligt afsted næste morgen, gik vi i seng omkring kl. 21.30.

Brigham City - Beaver

Der var ikke planlagt en masse sevœrdigheder i dag, så vi skulle kun køre de godt 400 km til nœste motel. Vi var alligevel tidligt oppe for at blive klar til afgang, så kl. 9 kunne vi forlade Howard Johnson Inn.

Dagens køretur gik til Beaver i det sydvestlige af Utah, og hele turen forgik ad Interstate 15, så det tog knap så lang tid at nå frem som de sidste dage.

Via interstaten kom vi bl.a. gennem Salt Lake City, og det var sjovt at se, hvor anderledes den ser ud i forhold til andre storbyer som f.eks. Chicago. Byen er lidt klemt inde mellem bjergene i Rocky Mountains og Great Salt Lake, og vi snakkede om, at det er en meget lav by, hvor der ikke er ret mange højhuse.

Vi aftalte på forhånd et par steder, hvor vi kunne mødes til formiddagskaffe og frokost, så vi ikke skulle holde øje med hinanden undervejs, og det fungerede fint. Vejret var fint - det var lidt skyet på sine steder, men temperaturen nåede alligevel op over 30°C. Kl. 14.40 ankom vi til Super 8 motellet i Beaver, hvor vi fik nogle fine værelser. Eftermiddagen gik med afslapning for de fleste, mens andre gik en tur.

Vi gik på restaurant for at få aftensmad. Restauranten lå ret tæt på motellet, og udefra så det pænt men ikke særligt spændende ud. Det var ikke meget bedre indenfor, og serveringen kunne også være bedre. Til gengæld var vi enige om, at maden var rigtig god, og det er vel trods alt det vigtigste. Aften blev tilbragt med hygge, rødvin og kaffe på værelserne, hvorefter vi gik i seng.

Grant Village, Yellowstone - Brigham City

Selvom vi havde fået langt bedre vœrelser at sove i end forrige nat, havde det alligevel vœret lidt koldt om natten. Det skyldtes, at der ikke er aircondition på vœrelserne, så vi havde haft vinduet åbnet om natten i stedet, og det blev lige koldt nok. Heller ikke her var der gratis morgenmad, så den måtte vi selv sørge for - godt vi havde mælk og havregryn!
Vi havde bilerne pakket og var klar til afgang allerede kl. 8.30, hvor vi kørte mod den lille by Jackson syd for Yellowstone National Park. Undervejs fik vi formiddagskaffe ved Jackson Lake, og da vi nåede frem til Jackson, handlede vi ind til den næste dags tid. Da klokken efterhånden nærmede sig frokosttid, gjorde vi holdt lidt uden for Jackson, så vi kunne få lidt at spise - vi fik oven i købet rugbrød, som, vi ellers troede, ikke kunne fås i USA.

Derfra fortsatte vi ind i Idaho mod Idaho Falls, hvorfra vi kørte ad interstaten mod Brigham City, hvor vi skulle overnatte. Vi nåede frem til motellet omkring kl. 17.40, og efter udpakningen af bagagen spiste vi aftensmad i solen udenfor vores værelse. Dejligt med 30°C! Værelserne var i øvrigt udmærkede, og det føltes lidt som at vende tilbage til civilisationen, da man atter kunne få forbindelse til omverdenen via internettet!

Tower-Roosevelt - Grant Village, Yellowstone

Da der ikke var varme i hytterne udover brœndeovnen, som vi ikke kunne få ild i, blev det en kold nat - i hvert fald for nogen af os - jeg havde nu ikke problemer med at holde varmen. Vi spiste vores medbragte morgenmad i hytten, og allerede lidt over otte begyndte vi at pakke bilerne. Vi forlod Roosevelt Lodge kl. 8.45 og kørte mod Mammoth Hot Springs. Der kørte vi rundt i et lille område med varme kilder, hvor calcium carbonat skaber nogle terrasser, som vandet løber ned ad.

Derefter kørte vi tilbage forbi Tower-Roosevelt og sydpå mod Canyon Village, og undervejs så vi vandfaldene Tower Fall og Lower Falls - det sidste har et fald på 94 meter.

Vi kørte bagefter mod Norris, der er det mest aktive område med geysere i verden. Ved at følge stierne kan man se de mange geysere, og vi gik en lille tur på et par kilometer. De fleste af geyserne sprøjtede kun ganske lidt, mens vi var der, men en enkelt kunne da sprøjte vandet op i to-tre meters højde. Der var også vandhuller, hvor vandet stod og boblede, ligesom hullerne havde forskellige farver - mest blå, grøn eller orange.

Vi fortsatte derefter videre mod geyseren Old Faithfull, der nok er den mest kendte i verden. Geyseren sprøjter med vand hvert 97. minut i gennemsnit, og vi ankom omkring et kvarter efter sidste udbrud. Da klokken var ca. 17.30, gik vi over på den nœrliggende Geysergrill for at få aftensmad, og så kunne vi jo bruge ventetiden på noget fornuftigt. Vi var tilbage ved geyseren i god tid, så vi fik nogle gode pladser med udsigt til udbruddet, der var forsinket et par minutter i forhold til det beregnede. Geyseren sprøjtede vandet op i ca. 40 meters højde, og det hele varede kun et par minutter, men det var rigtig flot.

Vi kørte endelig mod vores overnatningsted i Grant Village, der ligger i den sydlige del af Yellowstone. Faciliteterne var noget bedre end i går - vi havde både vand og toilet, men desvœrre ingen internetforbindelse, så vi var nogle stykker, der var ved at have abstinenser! De fleste var trœtte efter dagens mange oplevelser, så vi gik i seng allerede omkring kl. 21.30.

Sheridan - Tower-Roosevelt, Yellowstone

Vi kom tidligt af sted fra motellet i dag - kl. 8.40 havde vi fået morgenmad, pakket bilen og var klar til at køre. Vi startede med at køre hen til en fotoforretning i Sheridan, for at Bjarne kunne kigge efter en linse til sit kamera, som han har ledt efter lige siden Chicago. Han fik heldigvis sin linse, og vi kørte derefter ind til centrum af Sheridan, hvor vi gik en tur. Der skulle være nogle gamle bygninger eller forretninger - bl.a. en saloon med svingdøre og det hele - men det så vi ikke rigtig noget til.
Vi fortsatte derefter mod en Wal-Mart i Billings, Montana, hvor vi fik frokost, kom på toilettet og fik handlet ind til aftens- og morgenmad. Bagefter kørte vi videre mod Yellowstone National Park, hvor vi havde lejet hytter i Roosevelt Lodge i det nordøstlige hjørne af parken. På vejen dertil skulle vi gennem den sydlige del af Rocky Mountains - det var en rigtig flot tur og et noget andet landskab, end vi havde været vant til de tidligere dage. Det højeste punkt målte gps’en til 3348 meter over havets overflade - der var dog temmelig koldt på toppen, kun 8°C, så det var svært at holde varmen i shorts og T-shirt!

Da vi kørte ind i Yellowstone, var der stadig 40 km til vores overnatningssted, så vi brugte tiden til at kigge efter de mange dyr, der er i parken. Udover mange bøfler og flere rådyr så vi en enkelt prærieulv, der gik tæt ved vejen. Vi nåede frem til Roosevelt Lodge omkring kl. 19.20 og fik udleveret nøglerne til de tre hytter, vi havde lejet.

Hytterne er ca. 12 m² store og indeholder kun to senge, et bord og en stol samt en brændeovn. Vi havde egentlig forventet, at der hverken var vand, toilet eller elektricitet i nærheden, så vi blev glædeligt overrasket, da der var elektricitet i hytterne, og vand, toilet og bad ret tæt på vores hytter. Vi sluttede dagen af med fælles aftensmad i vores hytte, og selvom det var lidt trangt til ni mennesker, så var det nu ganske hyggeligt.

Custer State Park - Sheridan

Vi havde atter en dag med meget, der skulle ses og opleves samt en lœngere køretur foran os, så vi var tidligt oppe og havde aftalt at køre kl. 9. Det første, vi skulle se, var Crazy Horse. Det er en klippe, hvori man er i gang med at udhugge indianeren Crazy Horse på sin hest. Projektet blev begyndt i 1948 af en enkelt mand og er efter hans død videreført af hans kone, børn og børnebørn. På trods af de mange års arbejde er det endnu kun indianerens ansigt samt begyndelsen på hans arm og hesten, der er udhugget, så der går mange år, inden projektet er afsluttet. Der var desuden et museum i forbindelse med projektet, men da vi havde andre ting på programmet, gik vi ret hurtigt igennem det.

Derefter kørte vi videre til Mount Rush-more, der jo er kendt for de fire prœsident-hoveder, der er hugget ud i klippen. Det var noget af det, jeg havde set frem til at opleve, og selvom Crazy Horse er vœsentligt større, var det alligevel meget spœndende at se. Det er i øvrigt en dansker, der har stået for udhugningen, og i udstillingen ved monumentet blev nogle af hans tanker og ideer bag projektet beskrevet. Vi købte frokost i en restaurent i forbindelse med Mount Rushmore, hvorefter vi satte kursen mod Devils Tower i det nordøstlige Wyoming.
Devils Tower er en klippefor-mation, der er 386 meter høj og opstået ved, at magma inde i en gammel vulkan er størk-net, hvorefter jorden omkring den er eroderet vœk. Pga. klippens størrelse, var den et ret imponerende syn - den kunne også ses på lang afstand.
Kirsten og Bjarne skulle have tanket bilen og var nødt til at køre lidt i modsat retning af vores bestemmelsessted, så vi aftalte at køre hver for sig. Vejene i området er relativt øde, så vi overholdte ikke helt hastighedsbegrœnsningen på 75 mph. Det blev ikke bifaldet af Wyoming Highway Police, der standsede os for at køre 88 mph. Vi måtte betale en bøde på 120 $ kontant, hvorefter far måtte følge med hen i politibilen, for at papirerne kunne udfyldes. Jeg gik med, så jeg kunne hjœlpe med sproget og fik lov til at sidde på bagsœdet, hvor forbryderne ellers sidder. Der var gitter foran og ved siden af mig, og døren kunne ikke åbnes indefra! Det var nu lidt spœndende, selvom mor ikke var helt tilfreds! Vi overholdt i øvrigt de 75 mph resten af dagen.

Efter den lille samtale med politiet fortsatte vi mod Sheridan, Wyoming, hvor vi havde lejet værelser. Pga. den lange køretur var vi først fremme omkring kl. 20.40, så det blev ikke til en hel masse hygge, før vi gik i seng.

Custer State Park

Der var ikke gratis morgenmad med i lejen af vores hytter, så den måtte vi selv sørge for. Vi havde jo heldigvis købt ind til det i går, så der var mulighed for både cornflakes og havregryn med mælk. Astrid og Sidsel skulle ud at ride på heste i parken, så Bjarne kørte dem derhen omkring kl. 8. Vi havde derfor god tid denne morgen, da vi andre først kørte, da Bjarne kom tilbage.
Vi kørte ned til Hot Springs for at se The Mammoth Site, hvor der foregår en udgravning af mammutter. Vi fik en rundvisning om de igangværende udgravninger, men det var lidt svært at følge med, da det jo foregik på engelsk og med mange fagudtryk. Der var dog også udstillet nogle mammutter, som jeg fik taget nogle billeder af.
Det mest spændende var egentlig turen ned til Hot Springs, der gik gennem Custer State Park. Der er en rigtig flot natur, og vi var ude at se på landskabet et par steder. Vi var bl.a. på det højeste sted i parken - Mount Coolidge - hvor der er en virkelig god udsigt. Vi så mange dyr undervejs - rådyr, præriehunde, æsler og bøfler. Bøflerne var det sjoveste - i går kiggede vi meget efter bøfler, mens vi kørte, så da vi i dag så den første bøffel stå alene ved en lille bæk ca. 10 m fra os, var det utroligt spændende. Ca. 3 km længere henne ad vejen stødte vi så på en hel flok bøfler på omkring 100-200 stk., der gik ude på vejen mellem bilerne lige uden for vinduerne! Det var endnu mere utroligt!

Efter besøget hos mammutterne kørte Kirsten og Bjarne tilbage mod Custer State Park for at hente Astrid og Sidsel efter deres ridetur, mens far, mor og jeg handlede ind til aftensmad. Da der var en grill ved vores hytter, havde vi aftalt, at vi skulle have grillmad, så vi købte kød, pølser, grillkul og tændvæske, så vi kunne lave vores egen barbecue.

På vejen tilbage til vores hytter kørte vi ad en særlig ”Wildlife Road”, hvor der skulle være rigtig gode muligheder for at se nogle af de mange dyr, der er i parken. Det var egentlig først her, vi så æslerne, men ud over præriehundene, der er overalt, og nogle enkelte rådyr, så vi faktisk ikke alle de dyr, vi havde forestillet os. Heldigvis havde vi set en masse tidligere på dagen.

Da klokken nærmede sig syv, blev der tændt op i grillen, og efter en times tid var der salat og lækker grillmad. Til dessert var der vandmelon. Det smagte rigtig godt! Vi sad som sædvanligt og hyggede os udenfor efter aftensmaden, men efterhånden blev det mørkt, og vi gik i seng.

Murdo - Custer State Park

Dagen startede som mange af de tidligere dage - mobilen vækkede os kl. 6.30, og efter et bad spiste vi morgenmad. I går havde far set, at der er et museum med biler, så mor og jeg gik med ham derop efter morgenmaden. Der var indtil flere haller med gamle biler, motorcykler, traktorer og motorer. Derudover var der også forskellige sten og en masse andre ting.
Da vi kom tilbage fra museet, pakkede vi bilerne og kørte mod Badlands National park. Vi nåede dog ikke ret langt, før kom forbi en gammel by - Old Town - der skulle vise, hvordan byer så ud i vesten i 1800-tallet. Der var mange forskellige bygninger, som en bank, kirke, fængsel, skole, togstation og selvfølgelig en saloon. Det var egentlig ganske sjovt at se.

Vi nåede næsten middagstid inden vi fortsatte turen til nationalparken. Mens vi i går kørte i et rimelig fladt område med marker omkring os, skiftede landskabet ret brat til nærmest bjergagtigt, hvor bjergene er opstået ved at jord er eroderet. Vi gjorde stop forskellige steder, hvor vi nød udsigten, og ellers bevægede vi os stille og roligt gennem parken.

Vi fortsatte derefter turen mod byen Wounded Knee, hvor indianerne led store tab i det sidste slag mellem dem og den amerikanske hær i 1890. Der var ikke ret meget at se - kun en tavle, der beskriver handlingen - så det var egentlig en lang køretur for så lidt. Vi fortsatte derfor hurtigt mod den nærmeste Wal-Mart - i Rapid City - for at handle ind, hvorefter vi kørte Custer State Park, hvor vi havde lejet to hytter. Vi nåede først frem kl. 20.45, så det blev ikke til meget andet end aftensmad, før vi skulle ind og se dyner.

Harlan - Murdo

Da vi havde en lang køretur på godt 500 km foran os i dag, var mobilen blevet sat til at vœkke os kl. 6.30. Jeg var første mand i badet, og efter morgenmaden pakkede vi atter taskerne sammen og ud i bilen. Allerede kl. 8.30 satte vi kursen mod Winner i South Dakota. I stedet for at køre ad de store interstates valgte vi at følge de lidt mindre veje, hvoraf nogle i øvrigt var såkaldte scenic routes, hvilket svarer til de danske margueritruter. På denne måde kom vi desuden til at køre langs Misouri River i Nebraska lige ved grœnsen til Iowa. Undervejs spiste vi vores medbragte mad ved en tankstation - så kan man jo lige shoppe lidt og komme på toilettet! Vejret var i øvrigt fantastisk under hele turen - blå himmel og ca. 30°C.
En halv time før vi ankom til Winner, var vi på nettet og fandt ud af, at det motel vi havde udset os, ikke havde plads til os. Vi fortsatte dog turen mod Winner, og vi nåede frem kl. 16.30, hvor vi holdt en lille pause for at finde ud af, hvor vi skulle overnatte. Allerede om morgen havde vi snakket om, at vi måske skulle prøve at køre længere end til Winner, da det ville give os mere tid i morgen, så det var ikke den store katastrofe, at vi ikke kunne få overnatning i Winner. Vi fortsatte derfor mod den lille by Murdo, hvor der bl.a. ligger et Days Inn motel. Denne ekstra køretur var på ca. 100 km, og vi kom gennem nogle meget øde områder. Vi kørte bl.a. 58 km på en næsten lige vej, hvor vi kun mødte 15 andre biler, og til tider kunne vi ikke se et eneste hus.
Vi nåede frem til motellet omkring kl. 18, og de havde heldigvis ledige værelser. Vi spiste aftensmad på en restaurant i byen - jeg fik et stykke oksekød med en stor bagt kartoffel og fri salatbar - det var ikke så tosset. Vi fik også her nogle fine, store værelser på motellet, og der er oven i købet pool, så Ulrik, Malte, Sidsel, Astrid og jeg var en tur i vandet - dejligt. Det var en god afslutning på dagen.

Harlan

Det var egentlig en pludselig indskydelse, at vi skulle have to overnatninger i Harlan, men da vi skulle se det danske immigrationsmuseum, og far gerne ville kigge lidt mere efter, hvor hans mors faster, Petrea Rasmussen, levede, valgte vi at gøre således. Vi vågnede først kl. 7.30, og efter morgenmaden kørte vi atter ud til Elk Horn, for at besøge det danske immigrationsmuseum. Undervejs kom vi gennem byen Kimballton, hvor der er opstillet en kopi af den lille havfrue. Det var ikke noget stort museum, men det fortalte ganske fint historien om hvorfor og hvordan immigrationen til USA var foregået. Lidt fra museet lå desuden et hus kaldet Bedstemor's House, der skulle vise, hvordan et hus så ud på den tid, hvor immigrationen var på sit højeste. Derefter kørte vi tilbage til motellet for at spise frokost.
Efter frokosten søgte vi lidt på nettet efter fars familie, og vi fandt faktisk en del artikler om familien i gamle aviser. Far gik mere praktisk til værks og kiggede i den lokale telefonbog. Han kendte navnene på Petreas børn, og fandt et enkelt match - Anker Rasmussen. Han og mor kørte efterfølgende forbi adressen, og da de bankede på, viste det sig faktisk, at Anker er en søn til Petrea - det er lidt utroligt, at det kan lade sig gøre! Der bor også en enke til en anden søn i Harlan, så mor og far kørte tilbage til motellet efter mig, og derefter hentede vi Anker og kørte hen til Ankers svigerinde. Vi var der en times tid, hvor der blev snakket og kigget billeder, og derefter kørte vi hen til kirkegården i Harlan, hvor Anker viste os gravene, hvor Petrea, hendes mand og deres børn ligger begravet. Det har været en rigtig sjov oplevelse!

Davenport - Harlan

I dag vågede jeg først, da mobilen gav besked om, at klokken var 6.30, og da jeg var kommet til mig selv, gik jeg i bad. Morgenmaden blev indtaget i loungen - det lyder fint, men egentlig er det bare et område ved receptionen - og udvalget var noget større end det forrige motel, da der foruden cornflakes også var frugt, brød og vafler.
Efter morgenmaden pakkede vi kufferterne i bilerne og kørte mod Harlan. Det er en tur på ca. 430 km, så det varede nogle timer, inden vi nåede frem. Undervejs kørte vi forbi Hogdon Bridge, der ligger sydvest for Des Moines, og er kendt fra filmen "Broerne i Madison County", og vi spiste vores medbragte mad i skyggen under taget på den overdœkkede bro.
Vi fortsatte turen mod Harlan, og ca. 25 km før ankomst, var vi inde i byen Elk Horn, der kalder sig selv for en "Danish village". De går således op i alt, der har med Danmark at gøre. Vi var inde at kigge en gammel mølle, der er blevet flyttet fra Nørre Snede til Elk Horn i 1975. I afdelingen for souvenirs var der alt fra danske børnebøger, over t-shirts og keramik fra Royal Copenhagen til dansk ost. Det er en lidt underlig fornemmelse at opleve så meget dansk, når man er i udlandet.
Bagefter kørte vi til motellet, og det er nogle rigtig fine værelser. De er en del større, end vi har været vant til tidligere, og så er de ret billige - ca. 200 kr. pr. døgn for tre personer. Derefter var nogle af os ude at handle, mens andre købte take-away på Subway. Ved otte-tiden kørte mine forældre og jeg lidt rundt i Harlan, da min far har noget familie, der har boet her for omkring 100 år siden. Vi fandt faktisk en bygning, som min far har et gammelt billede af, så det var faktisk lidt sjovt. Inden sengetid sad vi og hyggede os udenfor - selv kl. 22 var der ca. 25° - det er dejligt.

Chicago - Davenport

Mit jetlag er ved at forsvinde, så jeg holder længere ud om aftenen og kommer senere op om morgenen - det begynder at blive normalt igen! Jeg vågnede kl. 6, og fik lagt gårsdagens oplevelser på bloggen. Efter at have brugt et par dage i Chicago skulle vi videre vestpå. Planen var egentlig at køre til Williamsburg sydvest for Cedar Rapids, men da der har vœret en del oversvømmelser i området, besluttede vi os for at overnatte i Davenport i stedet. Derfor skulle alle tasker pakkes og fyldes i bilerne inden afgang, så vi kom først afsted omkring kl. 10.
Bjarne skulle i en fotoforretning på vejen, da han gerne ville købe en linse til sit kamera. Da vi nåede frem, viste det sig desvœrre, at forretningen var lukket, og vi havde heller ikke heldet med os, da vi prøvede at køre hen til en anden butik. I stedet fortsatte vi turen mod Davenport, og vi havde kun et par enkelte afstikkere for at komme på toilettet og til Subway, hvor vi fik frokost. Der var naturligt nok en hel del trafik på vej fra Chicago, men det aftog efterhånden for hver kilometer. Til gengæld mødte vi flere regnbyger, hvoraf nogle var temmelig kraftige. Vi nåede frem til Davenport og vore Days Inn motel kl. 16.30, og da vi ikke havde bestilt værelser på forhånd, var det spændende, om der nu også var plads til os - det var der heldigvis.
Da vi havde fået nøglerne til værelserne - der i øvrigt plejer at være et plastickort i kreditkortstørrelse - og slæbt bagagen ind, kørte alle pånær Bjarne ind til den nærliggende Northpark Mall, hvor der er samlet 170 større eller mindre butikker, og vi fik hver især købt lidt forskellige sager. Kl. 9 kørte vi tilbage til motellet - på det tidspunkt havde vi brugt ca. to og en halv time i centret - men vi fik et lille problem lige før vi var tilbage, da gps'en ville have os til at dreje et sted, hvor det ikke er tilladt. Det resulterede i, at vi fik en ufrivillig tur på interstaten, men det lykkedes os dog at nå tilbage i andet forsøg! Det var i øvrigt undertegnede, der var chauffør. Efter en endnu en god dag stod den på afslapning på Kirsten og Bjarnes værelse, før vi måtte ind og se dyner.

Anden dag i Chicago

Jeg var trœt efter dagen i går, så jeg gik i seng allerede kl. 21. Jeg vågnede igen kl. 5, og selvom det er tidligt, så blev det alligevel til en god nats søvn. Vi var alle kommet op i god tid, så vi var klar til at tage afsted lidt over otte, da vi havde spist morgenmad.
Planen for dagen var at tage ind til centrum af Chicago, og da vi havde en forventning om, at det ville tage lang tid at køre derind i bil pga. trafikken, besluttede vi os for at tage toget i stedet. Vi kunne parkere ved stationen hele dagen for kun to dollars, så det er en noget anden pris, end vi er vant til derhjemme. Vi skulle skifte en enkelt gang undervejs, men alt i alt tog det ca. en halv time.
Det første, vi så - foruden Kirstens gamle stamvœrtshus, Pippins - var John Hancock center, som med sine 344 meter er en af de højeste bygninger i verden. Vi var oppe i tårnets observatorium, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Chicago. Elevatoren i tårnet er i øvrigt en af verdens hurtigste - det tog kun 40 sek. at køre op til 94. etage, hvor observatoriet er placeret.
Derefter tog vi ind i shoppingcentret, Water Tower, som efter min mening er ret kedeligt, da der ikke var èn eneste elektronikbutik! Heldigvis aftalte vi at mødes efter en time i centret, så det gik lige! Vi var efterhånden nået frem til frokosttid, så vi fandt en Subway, hvor vi købte nogle 6" sandwiches - det var ganske udmœrket.
Vi fortsatte gåturen i byen, og bevœgede os ned mod Chicago River, hvor vi købte billetter til en kombineret tur på floden og på Lake Michigan. Turen begyndte først en time senere - kl. 14.15 - så vi kiggede os lidt om i området, inden vi kunne komme ombord et kvarter før afgang. Sejlturen startede på floden, og var ment som en arkitektonisk tur, hvor der blev fortalt om bygningerne, vi sejlede forbi. Turen fortsatte derefter gennem en sluse ud på Lake Michigan, hvor vi kunne se Chicagos skyline.
Efter at vœre gået fra borde, syntes Kirsten, at vi skulle gå en tur gennem Millenium Park, så det gjorde vi. Det nu en ret kort tur, men vi fik da købt noget at drikke og sad og hvilede ud i parken. I parken var desuden placeret en kœmpestor bønne fremstillet i metal med en overflade, som man kunne spejle sig i - man kunne se ret sjov ud, når man spejlede sig i den.
Derefter tog vi toget tilbage til bilerne, hvorfter vi kørte hen til den nœrmeste Wal-Mart for at få købt ind til aftensmad. Vi købte desuden nogle flamingo-køletasker, som vi kommer isterninger i og bruger til mad, så vi kan få noget at spise undervejs.

Første dag i Chicago

Tidsforskellen mellem Danmark og Chicago er syv timer, og selvom jeg ikke rigtig mærkede noget til dét under flyveturen, så kunne jeg mærke det her til morgen: Jeg vågnede allerede kl. 3.30, da jeg ikke kunne sove længere. På det tidspunkt havde jeg kun sovet ca. fem timer, så jeg forsøgte at sove lidt mere. Kl. 5 gav jeg op og gav mig i stedet til at blogge lidt. Far og mor kunne heller ikke sove, så mor hentede morgenmad, da de åbnede kl. 6! Udvalget var ikke stort - man kunne vœlge mellem kage og cornflakes, så vi tømte nœsten beholderen med cornflakes! Derudover var der kaffe, kakao, mœlk og juice, så det var ganske fint.
Vi havde aftalt, at Kirsten skulle vise rundt, da hun har været au-pair her for 29 år siden, så vi så de steder, hvor hun har boet og færdedes. Det første sted, vi besøgte, hedder Evanston, og Kirsten havde lidt svært ved at se, hvor det var hun havde boet. Efter at have gået lidt rundt i kvarteret, fandt hun dog stedet, og lige da vi havde taget billeder af hende foran hoveddøren, kom en af beboerne hjem. Da vi havde fortalt, hvorfor vi stod og tog billeder, spurgte hun, om vi ville ind at kigge, så Kirsten, Astrid og Sidsel var oppe i hendes lejlighed, der lå lige overfor den lejlighed, som Kirsten boede i. Derefter blev vi enige om, at finde et sted at spise vores medbragte mad, og vi fandt et grønt område lige ved Lake Michigan.
Det andet sted, vi besøgte, hedder Highland Park, og efter at have fundet huset, hvor Kirsten har boet, gik vi ned i byen for at kigge lidt på butikker. Vi var inde i en kombineret boghandel og kaffebar, hvor vi - udover at kigge på bøger - fik en kop kaffe eller kakao. Inden turen gik hjemad igen, var vi på shopping i Target, og selvom vi vel ikke manglede en hel masse, blev indkøbsvognen alligevel fyldt! Aftensmaden bestod af cup noodles, hvor vandet blev kogt på den medbraget vandvarmer og på kaffemaskinen på værelset, samt bagels med ost og skinke. Resten af aften stod den på afslapning.

Endelig afgang!

Så blev det langt om dagen, hvor ferien for alvor skulle begynde. Vi havde bestilt en taxa til at afhente os kl. 7.45, så jeg var ude af sengen allerede lidt over seks - ganske tidligt for mig! Morgmaden bestod af boller og frugt, som hurtigt blev konsumeret, og efter at have klaret opvasken og pakket taskerne, dukkede taxaen op prœcis til aftalt tid.
Vi var således i lufthavnen i god tid, og da Bjarne havde sørget for at tjekke os ind og printe boardingpasses, gik bagageafleveringen smertefrit. Mor var dog lige ved at gå i panik, da vi skulle til at sœtte adressemœrkater på bagagen, idet hun ikke kunne finde sin taske med alt sit tøj! Tasken stod dog nœsten lige foran hende, så en hurtig tur tilbage til Vorbasse blev heldigvis afblœst. Sikkerhedskontrollen gik også fint, så vi havde god tid til at kigge i butikkerne - eller på flyverne, hvis man var mere til det.
Flyveturen til Amsterdam var ret kort, og det føltes nœsten som om, vi skulle til at lande, straks efter vi var lettet. I Amsterdam havde vi to timer inden boarding, som vi brugte på at få lidt at spise, og selvfølgelig skulle de mange butikker besøges - der var heldigvis også et par interessante elektronik- og computerbutikker, så der var da også noget for mig at kigge på! Vi stod i kø en del tid og ventede på at komme om bord på flyet til Chicago - en Boing 747 - og vi blev forsinket med en lille halv time, inden vi var i luften. Varigheden af denne flyvetur var angivet til 8 timer og 25 minutter, men da vi jo allerede var lidt forsinket, gav piloten den gas, så vi nåede frem til tiden alligevel. Vi fik lidt aftensmad undervejs - man kunne vœlge mellem bøf og kylling - og det smagte faktisk udmœrket. Derudover blev rejsetiden brugt til at lœse diverse medbragte aviser, løse sudoku, høre musik og udfylde told- og immigrationspapirer for at kunne komme ind i USA.
Efter at vœre landet skulle vi som det første gennem U.S. Immigration, hvor vi blev udspurgt om, hvad vi skulle i USA, hvor lang tid vi ville vœre her og fik taget fingeraftryk og et billede. Det tog ca. en halv time at komme ind i landet, hvorefter vi kunne hente bagagen på bagagebåndet. Derefter skulle vi finde Hertz, hvor vi har lejet biler hjemmefra, og lige uden for terminalen holdt en bus, der kørte lige dertil, så det gik meget nemt. Da vi ankom, blev der sagt i højttalerne, at man kun skulle stige ud, hvis man var "Gold Member", og at vi andre bare skulle blive siddende. Derefter kørte bussen yderligere 30 meter, så vi kunne komme ud - det er da lidt sjovt og lidt tosset! Bjarne, far og jeg gik ind for at få bilerne udleveret, og det gik for så vidt fint. Desvœrre viste det sig, at den bil, Kirsten og Bjarne havde fået, var for lille, så de måtte ind og bede om en anden. Far og Bjarne gik rundt mellem bilerne for at finde en passende model, og det lykkedes heldigvis efter en halv times tid.
Endelig var vi klar til at sætte kursen mod motellet. Klokken nœrmede sig efterhånden 20 - det svarer til tre om natten efter dansk tid - så trœtheden begyndte så småt at melde sig. Vi var dog blevet sultne efter den lange rejse, så da vi havde fået nøglerne til vœrelserne og slœbt bagagen ind, kørte vi hen til et supermarked for at handle ind. Aftensmaden kom til at bestå af flütes med ost, skinke og salat, som Kirsten, Astrid og mor lavede til os. Omkring kl. 22 blev vi enige om at gå i seng - det havde vœret en lang dag.

To dage til afgang

Så er der kun to dage til vi skal afsted! Spændingen begynder at kunne mærkes, og de sidste gøremål er ved at være klaret. Weekenden er gået med at få vasket tøj, så jeg ikke kommer til at mangle rene underbukser, og min kæreste har været så dejlig at sørge for at få tøjet strøget.

Jeg regner med at kunne nøjes med én taske til bagage, og så skal jeg selvfølgelig også have en taske til håndbagage til kamera, opladere og så videre. Den indtjekkede bagage må veje 23 kg, og jeg ligger vist lige på grænsen, men mon ikke det går.

I morgen går turen først hjem til mine forældre, så bilen kan stå sikkert under rejsen, og bagefter kører Mette eller Nicolai os op til Kirsten og Bjarne, så der ikke er så langt til Billund Lufthavn, hvor vi skal flyve fra. Turen over vandet kommer til at tage mere end 13 timer i alt, så det bliver en lang rejse, men jeg glæder mig nu rigtig meget til at komme afsted!