tirsdag den 22. juli 2008

Springdale - North Rim, Grand Canyon Nat. Park

Det første, der skulle ske i dag, var et besøg i Zion National Park. Selvom vi boede lige ved siden af parken, stod vi alligevel op kl. 6.30, så vi kunne komme tidligt afsted og dermed slippe for alt for mange mennesker og alt for megen varme. Der var en ganske god morgenmad på motellet, som vi benyttede os af, og derefter pakkede vi vores tasker i bilen. Vi skulle godt nok køre med shuttle bus rundt i parken og kunne derfor lade bilerne stå ved motellet, men vi var ikke sikre på, vi ville vœre tilbage inden check out, så vi pakkede bilerne allerede efter morgenmad.
Omkring kl. 8.30 tog vi så med bus ind i nationalparken, og det første stop vi gjorde, var ved Court of the Patriarchs, der egentlig blot giver en god udsigt til tre klipper. Vi tog derefter bussen videre til Weeping Rock, og som navnet antyder, er det vand, der løber ned gennem en porøs del af klippen og derefter ned langs klippevæggen. På dette sted kan man gå ind under en klippe, hvor vandet drypper ned som et tœppe foran èn. Da vi endnu ikke havde nået enden af Zion, besluttede vi at tage bussen derud og så bare køre med tilbage igen. Vi stod af ved Zion Lodge, hvor vi fik frokost, som vi købte der.
Derefter kørte vi med bussen tilbage til bilerne ved motellet og fortsatte mod Grand Canyon National Park i Arizona. Vi havde lejet to hytter ved Grand Canyon Lodge, der ligger tæt ved Grand Canyon, og vi ankom kl. 17. Faktisk var klokken kun 16, da der ikke anvendes sommertid i Grand Canyon National Park. Vi var sultne, så vi spiste aftensmad i vores hytte, efter vi havde tømt bilerne for bagage.
Bagefter gik vi en lille tur, så vi kunne se udover Grand Canyon - der er en rigtig flot udsigt.
Ved solnedgang var vi atter ude at kigge, og udsigten var mindst lige så flot som tidligere på dagen. Derefter gik vi tilbage til hytterne, hvor vi sad og hyggede os med kaffe, småkager og chips, indtil vi gik i seng.

Ingen kommentarer: