søndag den 27. juli 2008

Kingman - Las Vegas

Allerede i går aftalte vi, at vi også i dag ville køre hver for sig, da far gerne ville se Route 66 museet i Kingman, mens familien Kyneb ville køre til Las Vegas. Vi var forbi museet i går kort før lukketid og fandt ud af, at det åbnede kl. 8.00, så vi sørgede for at blive tidligt klar til afgang. Vi var henne ved museet lidt over otte, men desvœrre viste det sig, at det først åbnede kl. 9. Vi gik derfor en lille tur for at få tiden til at gå, og vi kiggede bl.a. på et gammelt Santa Fe lokomotiv, der er udstillet tœt ved museet. Vi brugte kun en lille time på museet, og efter at far havde kigget lidt på gamle biler, kørte vi videre mod Las Vegas.
Undervejs besøgte vi Hoover Dam, der er bygget på Colorado River og ligger midt mellem Arizona og Nevada. Der er mulighed for at komme ind i selve dæmningen og se turbinerne, der producerer strøm, men vi nøjedes med at se dæmningen udefra og museet, der fortæller om bygningen og funktionen af den. Det var spændende at se Hoover Dam - størrelsen er meget imponerende. Inden vi kørte til Las Vegas, spiste vi frokost på parkeringspladsen ved Hoover Dam.
Undervejs til Las Vegas nåede termometret i bilen op på 42°C, så det var helt lunt, da vi nåede frem til vores hotel - Imperial Palace, der ligger på The Strip - hovedgaden med hoteller og kasinoer. Det var noget ganske andet end motellerne, vi efterhånden var blevet vant til. Vi parkerede bilen i det tilhørende parkeringshus og gik ind for at checke ind. Dette viste sig været en længere affære - for det første stod vi kø i ca. en time, og da vi endelig kom hen til check-in-skranken, kunne vi ikke få lov til at checke ind, da værelserne var reserveret og betalt i Bjarnes navn. Familien Kyneb nåede heldigvis frem til hotellet på dette tidspunkt, så vi fik checket ind. Værelserne ville dog først være klar mellem kl. 16 og 18, så dette måtte vi vente mindst én time på.
Ventetiden benyttede vi til at besøge indkøbscentret Caesars Palace, der ligger lige over for hotellet. Det er bygget op over et romersk tema, så loftet over gaderne mellem forretningerne er malet som en himmel, og hver forretning har en facade, som en romersk by kunne have set ud.
Vi startede med at sætte os på en restaurant inde i centret, og det føltes virkelig som om man sad på en italiensk fortovsrestaurant. Derefter gik vi rundt i centret, der mest huser dyre mærkevareforretninger med tøj, smykker og parfume. Vi mødte dog også en romersk soldat sammen med Cæsar og Kleopatra!
Herefter gik vi tilbage til hotellet for at få udleveret nøglerne til værelserne, hvilket vi igen måtte bruge næsten 10 min. på. Værelserne var ellers ganske fine - vi boede på 7. etage, så vi skulle op med en elevator, hvilket kunne tage lidt tid, da der var mange andre, der også skulle med. Hotellet er i øvrigt bygget sammen med et kæmpestort kasino med alverdens spillemaskiner, som giver et enerverende højt støjniveau.
Vi spiste aftensmad i hotellets restaurant, hvor der var buffet, og der var rigtig meget at vælge i mellem, så vi var godt fyldte, da vi gik derfra! Det var efterhånden blevet mørkt, så vi gik en tur ud i natten for at se på lysene og på byen. Selv på denne tid af døgnet var der fuld gang i byen. Lysreklamerne blinker overalt, larmen fra kasinoerne kan høres, når man går forbi, og bilerne på gaden drøner forbi. Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 23, hvor vi gik i seng.

Ingen kommentarer: