torsdag den 24. juli 2008

Kayenta - Holbrook

Kayenta ligger i Navajo-provinsen, og i denne del af Arizona anvendes sommertid, og i følge denne tidsregning stod vi op kl. 6.30. Der var en udmœrket morgenmad på motellet og efter at have nydt den, pakkede vi bilerne. Vi havde planlagt at se Monument Valley, der har lagt baggrund til diverse westerns. Der er både mulighed for at få en guidet tur og for selv at køre de 17 miles i området. Den guidede tur tager ca. tre timer, hvor man ser hele Monument Valley, men det, syntes vi, var for lang tid, så vi valgte at køre selv. Vejene udgøres af jordveje, der på sine steder er meget bumpede at køre på, og af den årsag kørte vi kun en kort tur mellem de mange fritstående klipper.
Efter besøget i Monument Valley fortsatte vi mod vores overnatningssted i Holbrook. Det meste af turen gik gennem Navajo-indianerreservatet, der mange steder ser usselt og beskidt ud. Herefter kørte vi gennem Petrified Forrest National Park, der egentlig består af både Painted Desert og Petrified Forrest. Som navnene antyder, drejer det sig om et ørkenlandskab, der fra naturens side er farvet i røde, hvide og gule nuancer, samt et område, der har de fleste forstenede træer i verden.
Omkring kl. 17.30 ankom vi til Holbrook, hvor vi havde lejet værelser på WigWam Motel, hvor værelserne udefra ligner indianernes wigwams. Indefra er værelserne dog helt almindelige, men knap så store, som vi har oplevet andre steder. Mor, far og jeg ankom omkring en halv time før familien Kyneb, så vi havde spist aftensmad, da de ankom. De var blevet lidt trætte af vores medbragte brød og pålæg, så de tog på restaurant i stedet. Vi sad og hyggede os i vores wigwam om aftenen, men vi var trætte, så vi gik i seng omkring kl. 21.30.

Ingen kommentarer: