Der var ikke morgenmad på motellet, så den måtte vi selv sørge for i dag. For en gangs skyld skulle vi ikke pakke bagagen i bilerne, så vi var klar til at køre ind til centrum kl. 8.30. Vi parkerede bilerne på Vine Street - tæt på Hollywood Boulevard, hvor navnene på de mange stjerner inden for film, tv, musik, teater og radio kan ses på Walk of Fame. Man går hele tiden og kigger efter kendte navne der, så man ser ikke så meget andet. Ud på formiddagen gik vi på Starbucks, hvor vi fik kaffe og chokolade i både varme og kolde udgaver.

Derefter ville vi have været henne ved et shoppingområde, hvor de rige og de kendte shopper, og vi gik egentlig et pænt stykke, men der var længere at gå, end vi havde regnet med, så det endte med, at vi tog en bus tilbage til bilerne.
Når man nu er i Hollywood, så skal man selvfølgelig også have et billede af Hollywood-skiltet, og vi var ikke anderledes. Vi kørte derfor ind ad forskellige veje for at se, hvor vi kunne få det bedste billede, og det viste sig at være på Beachwood Drive. Bagefter kørte vi tilbage til motellet, hvor vi fik aftensmad. Om aftenen var vi en tur i poolen - det var rart at blive skyllet efter dagens anstrengelser.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar