tirsdag den 15. juli 2008

Custer State Park

Der var ikke gratis morgenmad med i lejen af vores hytter, så den måtte vi selv sørge for. Vi havde jo heldigvis købt ind til det i går, så der var mulighed for både cornflakes og havregryn med mælk. Astrid og Sidsel skulle ud at ride på heste i parken, så Bjarne kørte dem derhen omkring kl. 8. Vi havde derfor god tid denne morgen, da vi andre først kørte, da Bjarne kom tilbage.
Vi kørte ned til Hot Springs for at se The Mammoth Site, hvor der foregår en udgravning af mammutter. Vi fik en rundvisning om de igangværende udgravninger, men det var lidt svært at følge med, da det jo foregik på engelsk og med mange fagudtryk. Der var dog også udstillet nogle mammutter, som jeg fik taget nogle billeder af.
Det mest spændende var egentlig turen ned til Hot Springs, der gik gennem Custer State Park. Der er en rigtig flot natur, og vi var ude at se på landskabet et par steder. Vi var bl.a. på det højeste sted i parken - Mount Coolidge - hvor der er en virkelig god udsigt. Vi så mange dyr undervejs - rådyr, præriehunde, æsler og bøfler. Bøflerne var det sjoveste - i går kiggede vi meget efter bøfler, mens vi kørte, så da vi i dag så den første bøffel stå alene ved en lille bæk ca. 10 m fra os, var det utroligt spændende. Ca. 3 km længere henne ad vejen stødte vi så på en hel flok bøfler på omkring 100-200 stk., der gik ude på vejen mellem bilerne lige uden for vinduerne! Det var endnu mere utroligt!
Efter besøget hos mammutterne kørte Kirsten og Bjarne tilbage mod Custer State Park for at hente Astrid og Sidsel efter deres ridetur, mens far, mor og jeg handlede ind til aftensmad. Da der var en grill ved vores hytter, havde vi aftalt, at vi skulle have grillmad, så vi købte kød, pølser, grillkul og tændvæske, så vi kunne lave vores egen barbecue.
På vejen tilbage til vores hytter kørte vi ad en særlig ”Wildlife Road”, hvor der skulle være rigtig gode muligheder for at se nogle af de mange dyr, der er i parken. Det var egentlig først her, vi så æslerne, men ud over præriehundene, der er overalt, og nogle enkelte rådyr, så vi faktisk ikke alle de dyr, vi havde forestillet os. Heldigvis havde vi set en masse tidligere på dagen.
Da klokken nærmede sig syv, blev der tændt op i grillen, og efter en times tid var der salat og lækker grillmad. Til dessert var der vandmelon. Det smagte rigtig godt! Vi sad som sædvanligt og hyggede os udenfor efter aftensmaden, men efterhånden blev det mørkt, og vi gik i seng.

Ingen kommentarer: